Kære N.N.

Tak for Deres venlige brev af 21. februar og ligeledes tak for den tillid, De i dette viser mig. Jeg forstår, at De har det meget svært, og jeg vil oprigtigt ønske, De kan blive helt rask. Men det er stærkt begrænset, hvad jeg kan gøre i den retning. Jeg kan ikke gøre mirakler. Dette ligger alene i Guds hånd. Jeg kan kun sige, at de tunge skæbner ikke er en "straf" fra Gud. Hvis lidelserne i verden kun var en straf fra Gud, således som menneskene i deres overtro og uvidenhed opfatter dem, ville det ikke være noget problem at bekæmpe sygdomme og blive rask. Det drejede sig så om at få tilgivelse. Med den kærlighed, hvormed Gud styrer universet og bringer al sin skabelse til, i sit slutfacit, at være til glæde og velsignelse for levende væsener, ville han tilgive alle "syndere" og dermed fritage dem fra straf. Men sygdommenes bekæmpelse i verden er ikke et tilgivelsesspørgsmål. Befrielse fra sygdom såvel som fra al anden lidelse er et helt andet spørgsmål, nemlig det vigtigste og største spørgsmål i hele tilværelsen. Al befrielse fra lidelse er udelukkende et "fuldkommengørelsesspørgsmål". Uden lidelseserfarin-ger ville intet som helst menneske kunne befries fra de dyriske anlæg og traditioner og blive til et virkeligt fuldkomment væsen eller til "mennesket i Guds billede". Lidelser afføder den største og mest guddommelige evne i mennesket, nemlig den humane sans. Denne sans kan ikke tilegnes hverken ved visdom eller intelligens. Alt eftersom man igennem li-delserne, som altså er det absolut eneste, der kan afføde nævnte humane sans, får tilegnet sig den, kan den intellektualiseres eller gøres logisk ved hjælp af intelligens, visdom og vejledning. Denne guddommelige evne, som er det samme som den for den fuldkomne menneskelige tilværelse livsbetingende "næste-kærlighed", kan altså ikke tilegnes ved intelligens, men blot administreres ved hjælp af den, når man først har tilegnet sig den.

Kære N.N., De vil heraf kunne forstå, at de største eller mest fuldkomne mennesker i verden er dem, der forstår andres lidelser indtil en sådan grad, at de gerne påtager sig lidelser, hvis de derved kan befri andre fra disse. Men drivkraften i denne deres handlemåde er netop den humane sans, der sætter dem i stand til i deres eget væsen, i deres egen mentalitet eller psyke, at føle andres lidelse, og hvorved de forstår disse andre væseners triste tilstand og af hjertet ønsker at hjælpe dem. Da det er denne guddommelige evnes udvikling, der udgør en stor del af de levende væseners inkarnation i fysisk materie her på jorden, må nævnte klode i en tilsvarende grad netop være en lidelsernes verden. Men en lidelsernes verden udgør altså skuepladsen for udvikling af livets største evne. Den omdanner de levende væsener fra at være mørke, dyriske og ukærlige til at være kærlige, guddommelige væsener, der i sit slutfacit opfyl-der Guds evige plan: "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse". En verden fuld af disse væsener udgør det værdige eller fuldkomne "himmeriges rige".

Ja, Kære N.N.! Når De er ude for så stor en lidelse, som Deres brev giver udtryk for, er det fordi, De befinder Dem i en koncentreret, forceret udvikling. De opnår derved en flere gange større udvikling på en kortere tidsperiode, end hvis De ikke havde netop den lidelsestilstand, som det nu passer bedst ind i Deres skæbne at have i Deres nuværende liv. De ser her, at et mirakel, der pludselig ville tage al Deres lidelse bort, ville standse Dem i en meget nødvendig passage opad imod lysets tinder, der er målet for alle jordens væsener. De kan eventuelt hertil sige, at De hellere ville udvikles langsommere, når De derved kunne være fri for nogle af de besværligheder eller lidelser, som Deres skæbne nu er så fyldt med. Og De vil måske tilføje, at der er så mange andre mennesker i dag, der ikke har nogen særlige lidelser. Og det er rigtigt. Men det betyder ikke, at disse andre er fri for lidelser. De har enten haft disse eller er uundgåeligt på vej til at få dem. Intet som helst væsen kan nå fuldkommenheden på en lettere og mere smertefri måde end andre. Alle må opleve det samme for at blive det samme. De evige love er urokkelige. De lader sig ikke på nogen som helst måde ændre og bliver derved en garanti for, at det formål, de skal opfylde, – nemlig vedligeholdelsen og fornyelsen af det levende væsens evige livsoplevelsesevne, ikke kan svigte. Disse love er absolut ens for alle levende væsener og betinger altså, at de absolut alle kommer til at opleve den allerhøjeste fuldkommenhed, salighed og lykke til sidst.

Dette jeg her har meddelt Dem, er måske en ringe trøst. Det fritager Dem ikke direkte og pludselig fra Deres lidelse, kære N.N., men det giver Dem den rigtige analyse af væsenernes lidelsesproblem, og hvorved De kan få den helt rigtige indstilling til Deres skæb-nesituation. Den rigtige indstilling giver igen de rigtige tanker eller tankeimpulser. Deres situation er derfor ikke håbløs. De rigtige tankeimpulser er nemlig det samme som mellem-kosmiske, elektriske impulser. I samme grad, som De tænker i de rigtige impulser, oplader De Deres skæbneelement med disse impulser. Disse virker igen tilbage som positiv livs-kraft. Hele Deres fysiske organisme er et mellemkosmisk, elektrisk apparatur. Og alle funktionerne drives ved organisk eller mellemkosmisk elektricitet. Opladningen sker altså igennem alle de indtryk, De får igennem sanserne, alle de oplevelser De kommer ud for, og hvoraf nogle er glæde- og lykkebe-fordrende, medens andre er melankolivækkende og nedtrykkende. Som øverste leder og hersker over denne, af disse tankeimpulser affødte mellemkosmiske elektricitet eller livskraft, eksisterer Deres Jeg eller højeste Selv. I felter, hvor et menneske er ufærdigt eller uvidende, forstår det ikke at tænke rigtigt. Det kan ikke handle efter en viden eller erfaring, det ikke har. Men tænkningen sker alligevel, men bliver da fejlagtig og ført i blinde og bliver dermed negativ og kortsluttende i de felter i mentalitet og organisme, den skulle holde i drift og dermed i sundhed, normalitet og velvære.

Som nævnt sker menneskets elektriske opladning, der er det samme som dets opladning med livskraft, igennem sanseoplevelserne fra den fysiske såvel som fra den åndelige verden. Sanseorganerne er organer for omformning af fysiske reaktioner til mellemkosmiske, elektriske impulser, der ved deres passage igennem underbevidstheden bliver til levende oplevelse i den vågne dagsbevidsthed. Herfra passerer de videre til batteriorganerne for her at opsummeres som drivkraft for væsenets tanke- og viljefunktioner og disses overførelse til manifestation igennem den fysiske organisme. Denne manifestation skaber igen reaktion i de ydre omgivelser. Denne reaktion er det samme som væsenets skæbne. Desværre kan jeg ikke her gå ind på den nærmere detaljering af dette område. Men jeg håber dog, at De heraf kan forstå, at De har et meget effektivt middel til helbredelse i Deres egen hånd. Det gælder altså om at få den helt rigtige indstilling til sig selv og sine medvæsener og omgivelser. Jo mere man her tænker rigtigt og derved ser den guddommelige sandhed eller virkelighed i enhver situation eller i alt, hvad der sker, og dermed erkender livets urokkelige logik, der bevirker, at absolut alt, hvad naturen skaber, bliver til glæde og velsignelse i sit slutfacit og dermed også i ens egen skæbne, desto mere oplader man sine livskraftbatterier (mellemkosmiske, elektriske organer i overbevidstheden) med positiv livskraft. Positiv livskraft opstår således af optimistiske tankearter. Er et væsens tankearter derimod baseret på pessimisme og sortsyn, selvmedlidenhed og martyriumsfornemmelser, bitterhed imod andre mennesker, som man mener er skyld i ens lidelser, giver de kun negative, mellemkosmiske, elektriske impulser og dermed en meget mangelfuld eller svækket livskraft, Men svækket livskraft betyder svækket funktion både i organisme og mentalitet. En sådan svækket funktion kan igen kun afføde nedsat livslyst eller glæde ved at være til. At føle livslykke og glæde ved at være til er en funktion. Men funktioner kan kun befordres ved kraft. I samme grad som kraften mangler, hører funktionen op. Disse funktionssvækkelser ligger altså til grund for alle eksisterende former for mentale og legemlige sygdomme. Og disse kan igen bringe væsenet til at begå selvmord, hvilken manifestation er det samme som kulminationen af tåbelighed.

Alle sygdommes inderste årsag er således fejlagtig tænkning og opfattelse. Væsenet må sætte alt ind på at få optimistiske tanker, hvilket fås ved at erkende livets virkelige sandhed, der i sig selv er kulminationen af optimisme, grundet på sin identitet med alkærligheden. Hvis et sådant væsen med svækket eller nedbrudt livskraft begynder at tænke på, hvad det kan gavne andre syge og lidende væsener med, vil disse tanker begynde at udvikle ny livskraft. Tillige er intet mere befordrende eller skabende af positiv livskraft end erkendelsen af, at man ikke lider uskyldigt, at ens lidelser betyder Guds ophøjelse fra et lavere tilværelsesplan til et højere og mere fuldkomment livsniveau, hvor man er fri af sygdomme og lidelser. Vi må her huske på, at uden oplevelsen af mørket og dermed lidelserne ville vi umuligt få evner til at opleve lyset.

Menneskets vej ud af lidelserne er således dette at træne sig i optimistisk og humanistisk tankeføring. Uden denne tankeføring ingen fuldkommen livskraft i den menneskelige organisme og mentalitet. Men mennesket må selv hjælpe med til at bringe sin livskraft på fode. Ligesom gartneren må luge sine frugtarealer for at træerne på disse ikke skal kvæles af ukrudt, således må et menneske også luge sin bevidsthed, sit tankedyrknings- og viljeføringsterræn for det kvælende ukrudt, der her kan florere og virke svækkende eller lammende på dets livskraft og normalitet og dermed ødelæggende dets livslyst eller glæde ved at være til. Denne mentale lugning består i at fjerne sortsyn, al bitterhed imod væsener, man mener er skyld i ens lidelser eller besværligheder, samt al anden bitterhed, hvilket bliver lettere, alt eftersom man fjerner al martyrfornemmelse og selvmedlidenhed og al beklagelse over sin tilstand for andre væsener og forstår, at livet er retfærdigt og fuldkomment, kosmisk set, og at man selv er skyld i sin skæbne. Det er naturligvis ikke så let, således at ændre sin natur og dermed hæve sig ud af mørket, men der findes absolut ikke andre veje til den virkelige garanti for lykken og glæden ved at være til. Men alle vanskelighe-der er ikke værre, end at de kan overvindes. Og hertil er den vidunderlige guddommelige kraft, der er nedlagt i alle levende væsener i form af bønnens princip, en umådelig hjælpekilde for det væsen der har lært at forstå dens magt. Alt hvad et menneske beder om, der går i retning af at hjælpe det til en uselvisk og næstekærlig væremåde, får det urokkeligt bønhørt. Her kan bønnen blive et overordentligt stort område af hvid magi. Det var denne magt, der gav Kristus styrken til at tage sin korsfæstelse og ikke at flygte fra den, hvad han godt havde kunnet, men så var hans store mission blevet mislykket. Det var ligeledes den samme magt, der fik apostlene til at gå i Jesu fodspor og tage korsfæstelsen ligesom han. Det var også den samme magt, der gav de første kristne en sådan livskraft og optimisme, at de kunne gå syngende ind på arenaen, da de her skulle sønderrives af de vilde dyr.

Jeg har hermed givet Dem et lille indblik i skæbnevidenskab og håber, De kan få nogen glæde og støtte heraf. Ud over dette lille fingerpeg, jeg her har givet Dem, bliver Deres sygdom således en sag imellem Gud og Dem selv, kære N.N.

Og hermed de kærligste hilsener og allerbedste ønsker for Dem.