den primære hjelper er OVERSELVET

Det flg er noen korthistorier som er diktert fra andre siden - astralplanet – til

C.W.LEADBEATER allerede i 1912!-  gjennom boken

"INVISIBLE HELPERS" (3.utg.1912)

 eller som på dansk het

USYNLIGE HJÆLPERE

utdrag 4

og utgitt på teosofisk forlag -84. isbn87-88501-04-3

 (merk-bilder i alt dette er ikke hentet fra boken)

hele ALTET er forbundet via bevissthet - alt LEVER- men hvert nivå eller utviklingsspiral kan ikke fattes dagsbevisst  av underliggende vesener i lavere trinn, før enn man har nådd KOSMISK BEVISSTHET - et stadium som ALLE når på et tidspunkt i hver spiral, når man lever i ABSOLUTT HARMONI og samklang med alle andre, og der kjærligheten og innsikten er nærmest fullkommen.

klikk på bildet over- som er et ref.fra en materialisering i et gruppemøte (eng.txt)

 

 

Fra Kapitel 10

 DE 2 Brødre

 Denne historie er blevet fortalt i The Theosophical Review , november 1897, p. 229, af en anden med langt større dramatisk fremstillingsevne end jeg og med et væld af detaljer, som der ikke er plads til her. Jeg vil henvise leseren til denne beretning, da min egen skildring af tilfeldet ikke bliver andet og mere end et resyme, der bliver så kortfattet, som det er muligt at gøre det, uden at det kommer til at gå ud over tydeligheden. Navnene er selvfølgelig opdigtede; men den beskrivelse, der er givet af begivenhederne, er i nøje overensstemmelse med sandheden.

Personerne i dramaet er to brødre, der var sønner af en godsejer - den fjortenårige Lancelot og den elleveårige Walter - deilig drenge af den sedvanlige sunde, mandige type som hundreder af andre i dette skønne land, uden iøjnefaldende psykiske kvalifikationer af nogen art bortset fra en hel del keltisk blod i årerne. Den mest bemerkelsesverdige egenskab ved dem var måske deres inderlige hengivenhed for hinanden. De var nærmest uadskillelige; ingen af dem gik nogen steder hen uden den anden, og den yngste tilbad den eldste, som kun en yngre dreng kan gøre det.

 En dag blev Lancelot ved en ulykkelig hendelse kastet af sin pony og drebt, og verden blev tom for Walter. Barnets sorg var så reel og frygtelig, at han hverken kunne spise eller sove, og hans moder og barnepigen anede ikke, hvad de skulle stille op med ham. Han var døv for både overtalelse og bebrejdelser; da de sagde til ham, at det var syndigt af ham at sorge, og at hans broder var i himlen, svarede han bare, at det kunne man ikke være sikker på, og selv om det var rigtigt, vidste han, at Lancelot lige så lidt kunne vore lykkelig i himlen uden ham, som han kunne være det på jorden uden Lancelot.

 Så utroligt det end kan lyde, var det arme barn faktisk ved at dø af sorg, og hvad der gjorde det hele endnu mere medynkvækkende, var at hans broder, uden at han havde nogen anelse om det, stod ved siden af ham hele tiden, fuldstendig klar over, hvor ulykkelig han var, og selv halvt desperat over sine gjentagne mislykkede forsøg på at røre ved ham eller tale til ham.

Denne meget sørgelige tilstand var stadig uforandret den tredje aften efter ulykken, da Cyrils oppmerksomhet blev henledt på de to brødre - han kan ikke sige hvordan. ’Han var bare rent tilfeldig kommet forbi', siger han; men det har sikkert været Barmhjertighedens Herrers vilje, der førte ham til stedet. Stakkels Walter lå udmattet i sin seng, men kunne ikke sove, alene med sin fortvivlelse, så vidt han vidste, skønt hans sørgende broder hele tiden stod ved siden af ham. Lancelot, der var frigjort fra kødets lenker, kunne se og høre Cyril, så det første, denne havde at gore, var naturligvis at mildne hans sorg ved at love ham, at han ville være hans ven og hjelpe ham med at komme i forbindelse med hans broder.

 Da Cyril således havde trøstet den døde dreng og givet ham haab, vendte han sig til den levende og provede af al sin magt at påtrykke hans hjerne bevidstheden om, at hans broder stod ved siden af ham, ikke død, men levende, og lige så opfyldt af kjærlighed som for. Men alle hans anstrengelser var forgæves; den stakkels Walters sind var så sløvet af sorg, at ingen forestilling udefra kunne trenge ind i det, og Cyril vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han var imidlertid så dybt grebet af det sørgelige syn, og hans medfolelse var så stor, at han var fast besluttet på at hjelpe ham på en eller anden måde, hvor megen kraft det så end måtte komme til at koste ham, og pludselig opdagede han, at han kunne røre ved og tale til det fortvivlede barn - han kan den dag i dag ikke sige, hvordan det gik til.

 Han svarede ikke på Walters spørgsmål om, hvem han var, og hvordan han var kommet ind, men gik lige til sagen og sagde til ham, at hans broder stod ved siden af ham og anstrengte sig for at få ham til at høre hans stadigt gentagne forsikringer om, at han ikke var død, men levende, og lengtes efter at hjelpe og trøste ham. Den lille Walter ville gerne tro det, men vovede noppe at hæbe. omsider blev hans tvivl dog overvundet af Cyrus vedholdende forsikringer, og han sagde:

"Ja, jeg tror virkelig på dig, fordi du er så rar; men hvis jeg blot kunne få ham at se, ville jeg vide det  og så kunne jeg være helt sikker på det. Hvis jeg bare kunne høre hans stemme sige til mig, at han var lykkelig, ville jeg ikke have spor imod, at han gik sin vej igen bagefter."

 Hvor ny i tjenesten Cyril end var, vidste han dog tilstrekkeligt til at være klar over, at Walters ønske var af en art, der i reglen ikke bliver opfyldt, og han skulle netop til med beklagelse at lade ham det vide, da han pludselig følte en Nærværelse, som alle hjelperne kender, og skønt der ikke blev sagt et ord, blev det indgivet ham, at han i stedet for det, han havde tenkt sig at sige, skulle love Walter den gunstbevisning, han så inderligt enskede. "Vent, til jeg kommer tilbage, så skal du få ham at se", sagde han, og derpå forsvandt han.

 Denne ene kontakt med Mesteren havde vist ham, hvad han skulle gøre, og hvordan, og han skyndte sig at hente sin eldre ven, der så ofte før havde hjulpet ham. Denne eldre ven var endnu ikke gået til ro; men da han hørte Cyril kalde på ham og bede ham om at skynde sig, spildte han ikke tiden og fulgte med, og I løbet af få minutter stod de ved Walters seng. Det arme barn var lige ved at begynde at tro, at det alt-sammen blot havde været en dejlig drøm, og det var smukt at se hans glæde og lettelse, da Cyril kom tilbage; men det var endnu smukkere, da den eldre mand et øjeblik efter på et ord fra Mesteren materialiserede den ivrige Lancelot, og den levende og den døde igen stod hånd i hånd.'

 Nu var sorgen virkelig blevet til usigelig glede for begge brødrene, og de forsikrede atter og atter, at nu ville de aldrig sørge mere, for nu vidste de, at døden ikke kunne skille dem. Deres glede blev ikke engang mindre, da Cyril, tilskyndet af sin eldre ven, udførligt forklarede dem, at denne ejendommelige fysiske genforening ikke ville blive gentaget, men at Lancelot hele dagen igennem ville være I nærheden af Walter, selv om denne ikke kunne se ham, og at Walter hver nat ville smutte ud af sin krop og igen være bevidst sammen med sin broder.

 Da den stakkels trætte Walter hørte dette, faldt han straks i søvn og fik bevis for, at det havde sin rigtighed, og han blev forbavset over at opdage, med hvilken hidtil ukendt hurtighed han og hans broder kunne flyve sammen fra det ene til det andet af deres gamle tilholdssteder. Cyril var så betenksom at gøre ham oppmerksom på, at han sandsynligvis ville glemme det meste af sin friere tilværelse, når han vågnede neste dag; men rent undtagelsesvis var han så heldig, at han ikke glemte det, som så mange af os gør. Måske havde det chok, som den store glede havde givet ham, på en eller anden måde aktiveret den latente psykiske evne, der hører det keltiske blod til. Han glemte i hvert fald ikke en eneste detaije af alt det, der var sket, og neste morgen kom han brasende md til den sørgende husstand og fortalte dem en vidunderlig historie, som ikke faldt i god jord.

 Hans foreldre troede, at sorgen havde skadet hans forstand, og da det nu er ham, der er arvingen, har de lenge ængsteligt været på udkig efter andre symptomer på sindssyge, dog heldigvis uden at finde nogen. De er stadig af den mening, at han er monoman på det punkt, selv om de fuldt ud erkender, at hans "vrangforestilling" har reddet hans liv; men hans gamle barnepige, der er katolik, tror fuldt og fast, at alt, hvad han siger, er sandt, og at den Herre Jesus, der selv engang havde været barn, havde fået medlidenhed med dette andet barn, da han lå og var ved at dø af sorg, og havde sendt en af sine engle ud for at føre hans broder tilbage til ham fra de døde som belønning for en kjærlighed, der var sterkere end døden. Det hender undertiden, at den folkelige overtro kommer sandheden en hel del nærmere end den dannede skepticisme.

Historien ender ikke engang her, for det gode arbejde, der blev påbegyndt den nat, skrider stadig frem, og ingen kan sige, hvor vidt forgrenet virkningen af denne ene hendelse kan blive. Efter at Walters astrale bevidsthed først var blevet så grundigt vækket, er den fortsat aktiv, og hver morgen bringer han erindringen om det, han om natten har oplevet sammen med sin broder, tilbage til sin fysiske hjerne. Hver nat møder de deres kære Cyril, af hvem de har lort en masse om den forunderlige nye verden, der har åbnet sig for dem, og om andre endnu højere verdener.

 Under Cyrus vejledning er såvel den levende som den døde blevet ivrige og interesserede medlemmer af hjelpernes skare, og I adskillige år frem i tiden, indtil Lancelots kraftige unge astrallegeme opløses, vil sikkert mangt et døende barn have grund til at vore taknemlig mod disse tre, som prøver på at give noget af den glæde, de selv har modtaget, videre til andre.

Disse nyligt omvendte er ikke blot til gavn for de døde, men har også opsøgt og fundet nogle andre levende børn, der har bevidsthed på astralplanet, mens de sover, og i hvert fald en af dem, de bar  til Cyril, har allerede vist sig at være et verdifuldt medlem af børnenes skare og en meget sød og rar ven her nede på det fysiske plan.

 De, for hvem alle disse tanker er nye, har undertiden meget svært ved at forstå, hvordan børn kan være til nytte i astralverdenen. De hævder, at da et barns astrallegeme må være uudviklet og egoet derfor lige så hæmmet på det astrale plan som på det fysiske, hvordan skulle et sådant ego da kunne være til nytte eller bidrage til menneskehedens Andelige, mentale og moralske evolution, hvilket siges at være hjelpernes vigtigste opgave?

 Da der for første gang blev stillet et sådant spørgsmål kort tid efter, at en af disse historier var blevet offentliggjort i vort medlemsblad, sendte jeg det til Cyril selv for at se, hvad han ville sige til det, og han gav følgende svar:

’Det er ganske rigtigt, som brevskriveren siger, at jeg bare er en dreng og endnu kun ved meget lidt, og at jeg vil kunne gøre langt mere nytte, når jeg har lært noget mere; men selv nu kan jeg godt udrette lidt, for der er så mange, der endnu aldrig har heørt noget om teosofien, selv om de ved meget mere end jeg om alt andet. I kan nok forstå, at hvis man skal et bestemt sted hen, kan en lille dreng, der kender vejen, vore til langt mere gavn end hundrede vise mænd, som ikke kender den."

 Det kan tilføjes, at selv når det er et barn, der er blevet vækket på astralplanet, vil astralegemet udvikle sig så hurtigt, at barnet på det plan meget snart kun vil stå ganske lidt tilbage for en voksen, der ligeledes er blevet vækket, mens det naturligvis, hvad brugbarhed angår, vil være langt forud for selv det viseste menneske, der endnu ikke er blevet vækket der; men hvis det ego, der kommer til udtryk gennem dette barnelegeme, ikke har den nødvendige kvalifikation, en energisk og målbevidst og dog kærlig natur, og har lagt det klart for dagen i foregående inkarnationer, vil ingen okkultist påtage sig det meget alvorlige ansvar at vække ham på astralplanet. Når deres karma er af en sådan art, at det er muligt for dem at blive vækket, viser børn sig imidlertid ofte at vore særledes effektive hjelpere, og de går op i arbejdet med en helhjertet iver, som er meget smuk at se, og således går den gamle profeti, "et lille barn skal lede dem", endnu engang i opfyldelse.

 Der er et andet spørgsmæl, som falder en ind, når man læser denne beretning om de to brødre: Når Cyril på en eller anden måde kunne materialisere sig alene I kraft af sin kjærlighed, medfølelse og viljestyrke, er det så ikke merkeligt, at det ikke var lykkedcs for Lancelot, der i meget lengere tid havde prøvet energisk på at komme i kontakt med sin broder?

Det er selvfølgelig ikke svært at forstå, hvorfor den stakkels Lancelot ikke kunne komme i forbindelse med broderen, for det er ganske simpelt den almindelige normale tingenes tilstand. Det morkelige består ikke i, at Lancelot ikke kunne materialisere sig, men at Cyril virkelig kunne. Det skyldes ikke blot, at følelsen sandsynligvis var sterkere for Cyrus vedkommende, men også, at han nøjagtigt vidste hvad det var han ville, og var klar over, at materialisation var en mulighed, og havde en generel forestilling om, hvordan man bar sig ad - noget, som Lancelot på det tidspunkt selvfølgelig ikke kendte noget som helst til, som om det er tilfeldet nu.

 

Neste

Utg side